VM I ABSALON

Hvorfor?

I Absalon tror vi på, at det er de sociale bånd mellem mennesker, der giver livet værdi. Derfor arbejder vi med at skabe arrangementer og aktiviteter, som inviterer til fællesskab og samler mennesker på tværs af forskelligheder.

Årets VM er den tredje fodboldslutrunde vi viser i Absalon. Da vi viste VM i 2018 og EM i 2021 oplevede vi helt særlige stunder i salen, hvor vores gæster delte forventning, spænding, jubel og skuffelse. 

Fodbold kan, ligesom banko, fællesspisning og linoleumstryk, fungere som en katalysator – noget vi kan mødes om, og som giver mulighed for, at vi kan danne og styrke vores sociale relationer. Vi vil gerne give folk mulighed for at se fodbold med nye og gamle venner og for måske at give en spontan krammer til sidemanden, når der bliver scoret.

I Absalon vil vi gerne give plads til de ting, der optager, samler og forener folk i det samfund, vi er en del af. Absalon deltager i Copenhagen Pride, CPH:DOX, Tour de France, Golden Days, Roskilde Festival blandt meget andet, og laver hver uge arrangementer med mange forskellige samarbejdspartnere, som kan gøre os klogere, skabe debat, udvide horisonter, lære os noget nyt og skabe gode oplevelser.

Når det er sagt, så ønsker vi ikke at lukke øjnene over for de brud på menneskerettigheder, som hænger uløseligt sammen med VM i Qatar.

Fodboldfesten skal ikke stå alene. Derfor giver vi også plads til den kritiske samtale.

Hvordan?

Beslutningen om, at Danmark deltager i årets VM, er taget, og vi er ligesom mange andre alvorligt bevidste om de tragiske brud på menneskerettigheder, der er forbundet med årets VM. Derfor inviterer vi alle, både dem der vælger VM i Qatar til, og dem der vælger det fra, til at deltage i arrangementer, hvor vi kaster lys på problematikkerne og sætter fokus på menneskerettigheder.

Kritikken og diskussionen er vigtig, og den skal have plads sammen med fodboldbegejstringen.

Om man skal se kampene eller ej, er op til os alle hver især. I det hele taget henviser vi til den information, som findes hos Amnesty International.

Vi bakker op om Amnesty International, der tror på, at kritisk dialog kan skabe positiv forandring. Og vi håber, at Absalon, ved at vise dette års VM og samtidig åbne op for information og debat, kan være med til at skabe fokus på menneskerettigheder.

Sammen med Amnesty International inviterede vi ved VM’s begyndelse til MANDAGSTALK: FODBOLD & MENNESKERETTIGHEDER. Læs mere HER. Vi har desuden materiale fra Amnesty International til alle kampvisninger. 

Du kan se vores kampprogram i kalenderen eller HER. Du kan hente billetter til alle resterende kampe HER

Under VM har DR deres VM-studie i Absalon, og der kan derfor blive filmet i salen, imens vi ser fodbold. Der vil være optakt og nedtakt live i salen i forbindelse med alle kampe, der bliver vist på DR.

Kh Folkehuset Absalon