Folkehuset Absalon

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Event Series Event Series: ABSALONS BOGKLUB
søndag 10 nov 2024

ABSALONS BOGKLUB

17:00 - 18:30 Tårnværelset 3. sal 400 kr.

Kom og vær med i Absalons bogklub!

Vi mødes 4 gange over efteråret og taler om en bog vi har læst på forhånd. I bogklubben kan vi dele læseglæde, drikke te, diskutere litteratur og tale med hinanden om vores læseoplevelser.

Det overordnede tema for bogklubben er: Banebrydende litteratur – altså litteratur, der nægter at passe ind i traditionelle rammer og i stedet for overrasker og udfordrer.

Vi udforsker specielle og ukonventionelle værker, der byder på deres helt egen fortolkning af klassiske genrer, former, temaer og sprogbrug. Vi skal grave i litteraturhistorien og se på skatte, der var nytænkende og regelbrydende i deres tid, samt udforske moderne litteratur, der fortsætter med at skubbe til grænserne for, hvad litteratur kan være. Gennem læsning af romaner og digtsamlinger søger vi sammen efter en dybere forståelse af, hvilken rolle regler spiller i litteraturen, og om man måske burde bryde dem noget oftere.

Du behøver ikke have en kandidat i litteratur eller at have læst Dostojevskij’s samlede værker for at være med. Så længe du har lyst til at læse og har lyst til interessante samtaler med andre. Vi læser bøgerne på dansk, og vi læser kun skønlitterære værker.

 

Første gang vi mødes, har vi på forhånd læst bogen “Giovannis værelse” af James Baldwin. 

Det siges at Baldwin blev bedt om at brænde manuskriptet til “Giovannis værelse” da han indleverede det til sit forlag. 1956 udkom bogen alligevel fra et andet forlag, og Saxo beskriver den således: “‘Giovannis værelse’ er James Baldwin smukke og voldsomme fortælling om to mænds begærlige kærlighed og skjulte identitet i 1950érnes Paris. [Bogen] står som et af Baldwins hovedværker, og er en stærk og gribende fortælling om kærlighedens forbudte rasen.”


Næste bog vælger vi sammen til sidst ved hvert møde.

 

Om vores vært

Liva Elkjær er uddannet på Långholmens Forfatterskole og har gået på skrivelinjen på Testrup Højskole. Hun skriver prosa og lyrik, og har en særlig interesse for tekst-respons og den litterære samtale.

 

PRAKTISK INFO

Vi mødes fire søndage over efteråret.

Søndag d. 25 august, søndag d. 29 september, søndag d. 10 november og søndag d. 15 december fra kl. 17-18:30.

Den første gang vi mødes (d. 25 august), skal du have læst bogen “Giovannis værelse” af James Baldwin. 
Lån den af en ven eller på biblioteket.

Vi sidder i Tårnværelset på 3. sal. Du kommer derop via trappen ved indgangen. Der er ingen elevator.

Det koster 400 kr. at være med. Der vil være te hver gang.

Køb din billet på siden her. Billetten kan ikke refunderes eller byttes til en anden dato.